Det danske U21-landshold spiller torsdag aften testkamp mod Frankrig, og her kan de unge danskere godt forvente et stort fremmøde på lægterne.
Det skyldes måske ikke nødvendigvis det, der foregår på banen, men mere på grund af manden der nu står på sidelinjen og i spidsen for det franske U21-mandskab, som ikke er hr. hvem-som-helst.
For Thierry Henry tog over på posten tilbage i juni. Derfor er det også første kamp i spidsen for det franske U21-landshold for den tidligere stjerneangriber, når de danske drenge kommer på besøg.
Den danske U21-landstræner, Steffen Højer, glæder sig også til at stå over for Henry. Det fortæller han til bold.dk.
- Jeg synes jo, at det er megafedt. Et voldsomt stort navn i Frankrig, så jeg forventer en stor bevågenhed omkring ham, og så har de spillere, der er sindssygt dygtige.
- Jeg har jo set ham og set det, han har præsteret, hvilket jeg er helt vildt imponeret over. Da jeg læste, at han blev træner, tænkte jeg ’Hold da op, det er meget fedt’, siger Højer.
De danske U21-drenge kan nok med stor sandsynlighed forvente, at tilstedeværelsen af det store franske navn vil få mange mennesker på stadion.
Og det passer Steffen Højer helt perfekt, for så skal spillerne vise, hvad de er gjort af.
- Dybest set håber jeg, at der kommer en masse tilskuere til kampen, så vi kommer under mest muligt pres, fordi så skal vi vise, hvad vi dur til.
- Rigtig mange spillere har prøvet at spille i sådanne kulisser, og det er jo det, spillerne skal vænne sig til at spille i, når det ultimative mål er at spille i Parken for A-landsholdet. Så skal spillerne kunne håndtere presset, understreger landstræneren til bold.dk.
Torsdag venter altså først Frankrig og efterfølgende Slovakiet, og selv om det er testkampe, så er kampene ikke ubetydelige, mener Steffen Højer.
- Det her bliver vigtige kampe for spillerne for at blive matchet benhårdt. Frankrig-kampen siger sig selv. Det er topspillere, vi kommer op imod. Vi skal ud at spille nogle kampe, hvor vi bliver max presset.
Opgøret mod Frankrigs U21-drenge bliver fløjtet i gang klokken 18.30.
Slovakiet venter mandag i Vejle.


Frankrig U21
Danmark U21










