Fredag aften tog Fiorentina imod Spezia i Serie A, og her havde hjemmeholdet brug for tre point for at lægge yderligere afstand til nedrykningspladserne i rækken.
Fiorentina inden opgøret syv point ned til Cagliari på 18. pladsen, hvor Spezia derimod kunne se sig selv være på en 13. plads, men hvis de tabte fredagens opgør, ville de faktisk blive overhalet af Fiorentina i en tæt Serie A.
I opgøret fik gæsterne fra Spezia ikke den bedste start, da Riccardo Marchizza kom galt afsted i en duel efter otte minutter. Her pådrog han sig en alvorlig hovedskade og måtte lade sig udskifte.
Trods den uheldige start var det alligevel gæsterne, der kom frem til kampens første store mulighed. Efter 33 minutter var en Spezia-spiller tæt på at trænge gennem Fiorentinas defensiv, og han blev væltet i feltet.
Selvom der blev appelleret for et straffespark, så vinkede kampens dommer afværgende og lod spillet fortsætte til stor frustration for Spezia-spillerne.
I anden halvleg kom der mere gang i det italienske, da Fiorentina formåede at bringe sig i front kort efter pausen.
Efter 50 minutter var det Dusan Vlahovic, der sendte en flot afslutning i kassen efter et endnu flottere indlæg fra Gaetano Castrovilli. Fiorentina-spillerne måtte dog lade jublen vente på sig, da scoringen skulle igennem et VAR-tjek.
Her kunne dommer-teamet ikke finde nogen ulovlige handlinger, og dermed var hjemmeholdet i front med 1-0.
Det blev endnu bedre for hjemmeholdet 15 minutter senere, da Castrovilli denne gang kom på tavlen. Her modtog han bolden i det lille felt, og han kunne uden problemer gøre det til 2-0.
I slutfasen var det Spezia, der pressede på for en scoring. De jagtede en reducering, der kunne skabe ny spænding i kampen, og efter 74 minutter følte de sig igen snydt af dommeren.
Her var der et sammenstød mellem en Fiorentina- og Spezia-spiller i feltet, men dommeren mente, at duellen var helt fair. Han valgte derfor endnu en gang at lade spillet fortsætte.
Med syv minutter tilbage af opgøret blev Spezias håb endegyldigt slukket, da Valentin Eysseric fra Fiorentina gjorde det til 3-0 til hjemmeholdet.
Det endte også med at blive kampens resultat, og derfor rykker Fiorentina fire pladser op i Serie A, hvor de nu er nummer 12.


Fiorentina
Spezia
Serie A







