FC Roskilde hentede før denne sæson Bo Storm til klubben, men offensivspillerens ophold i klubben har indtil nu været præget af skader.
Det tog FC Roskilde i opstarten konsekvensen af og hev Storm ud af normal træning for i stedet at forsøge at få ham bygget godt op fysisk.
Det projekt går i den rigtige retning, forklarer first team coach Rasmus Monnerup.
- Bo fik nogle kampe i efteråret, men han spillede som regel kun et par kampe af gangen, så måtte han holde pause igen. Det ville vi gerne have styr på, så derfor har vi givet ham god tid til at få bygget fysikken helt op.
- Han er ved at være på 80 procent, og det ser efterhånden rigtig godt ud. Han siger også selv, at han nærmest er i den bedste fysiske forfatning, han nogensinde har været i, så det er meget positivt, siger Monnerup til bold.dk.
Monnerup har store forventninger til, at Storm kan blive en gevinst for Roskilde, når først han er helt i gear igen.
- Vi ved alle, hvad Bo er i stand til, når han er helt klar, og vi tror på, at han kan blive en klar forstærkning af vores hold, når først han er helt tilbage.
- Efter vores kamp mod Hobro har vi en pause, da vores kamp mod Vejle er rykket, og jeg tror på, at han er tilbage i fuld træning i den periode. Og er man først tilbage i fuld træning, er man også ved at være aktuel til kampene igen, siger Monnerup.
30-årige Bo Storm spillede ni kampe for Roskilde i 1. division i efteråret - blot en enkelt af dem med fuld tid.
mikkel@bold.dk


FC Roskilde
NordicBet Liga



