Det var ikke meget man så til Jesper Blicher i Lyngby-trøjen i efteråret. To pokalkampe fik kantspilleren, men herudover måtte han se til fra tribunen som følge af en drilsk skade.
Seneste kamp forkantspilleren blev spillet 24. september, men da Lyngby i weekenden slog FC Roskilde 6-2 i en træningskamp var Blicher med fra start, og han kom endda på måltavlen.
- Det var helt fantastisk at være tilbage. En ting er at træne, men noget andet er at spille kamp. Jeg synes faktisk det gik rigtig godt, men jeg var da lidt presset på luften til sidst, selvom jeg kun spillede en halvleg, siger Blicher til bold.dk.
- Jeg har været ude længe, men kroppen har reageret rigtig godt på kampen. Det håber jeg virkelig på kan fortsætte.
Efterårets skade, en såkaldt bone bruise på den ene lårbensknogle, blev ved med at sætte Blicher tilbage.
- Det har været sindssygt frustrerende. Jeg spillede min seneste 1. divisionskamp i maj sidste år. Så var der først det ene, og så kom det andet. Det har været hårdt mentalt hele tiden at blive sat tilbage, siger Blicher.
- Det har været fint at komme i klubben fra mandag til fredag, men når de andre gik ud for at træne, gik jeg over i styrkerummet. Det er ikke det samme. Derfor var det også rart at føle sig som en del af det igen, da jeg spillede træningskampen i weekenden.
Skaderne er fortid for Blicher, der nu kigger frem mod et interessant forår i Lyngby-trøjen.
- Jeg blev ført ind i træningen i midten af januar, og de seneste to uger har jeg så trænet fuldt med. Nu tager vi på træningslejr i næste uge, og så handler det bare om at jeg skal bygge på formmæssigt, siger Blicher.
- Mit overordnede mål lige nu er, at min krop skal bygges ordentligt op, men jeg har da et håb om, at jeg kan være med i truppen til første kamp i foråret. Men i forhold til det forløb, jeg har været igennem, er det vigtigste at jeg holder mig skadesfri.
- Jeg vil ikke forcere noget, jeg skal være helt klar. Men jeg har selvfølgelig et klart håb om, at jeg kommer til at spille. Om det så er fra starten af foråret, eller det bliver i løbet af foråret, må jeg se henad vejen.
Lyngby indleder foråret i 1. division 13. marts, hvor de kongeblå tager imod Skive.
jesper@bold.dk


Lyngby Boldklub
NordicBet Liga



