Bayern München hentede i sommer den unge midtstopper Chris Richards på en lejeaftale fra FC Dallas i USA, og nu har tyskerne gjort aftalen permanent.
Den 18-årige forsvarsspiller har underskrevet en kontrakt, der kan holde ham i det sydtyske helt frem til sommeren 2023.
- Vi er glade for, at vi og FC Dalls er blevet enige. Chris har vist sig godt frem i det sidste halve år, og vi er sikre på, at han vil fortsætte med at udvikle sig i Bayern München. Vi ser meget potentiale i ham, siger akademichef Jochen Sauer til klubbens hjemmeside.
Chris Richards har spillet for Bayern Münchens U19- og reservehold i efteråret og gør sig desuden på det amerikanske U20-landshold.
Han var i sommer med, da Bayern München mødte blandt andre Manchester City i Champions Cup, så han er altså ikke milevidt fra førsteholdet.


Bayern München
Bundesliga
FC Dallas



