La Liga-giganterne Barcelona har købt Ferran Torres i Manchester City, men som det ser ud lige nu, så kan han ikke spille for Barcelona.
Klubben skal således leve op til et lønbudget jævnfør de spanske regler, og lige nu er der ikke plads i budgettet til, at Ferran Torres og hans løn kan blive registreret.
Det håber klubben dog på at kunne skabe i denne uge, siger Barcelona-direktøren Mateu Alemany ved mandagens præsentation af Ferran Torres.
- Da vi købte Ferran Torres vidste vi godt, at vi ikke havde løn-marginen til ham. Men vi er overbeviste om, at det kommer til at falde på plads før søndag, det er den udsigt, vi har, og det er det, vi arbejder på, siger han ifølge Sports liveblog fra præsentationen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ferran Torres selv er ikke bekymret for situationen.
- Jeg er helt rolig. De arbejder på det, og jeg ved, at det i sidste ende bliver muligt, siger den nyslåede Barcelona-spiller.
Mens nyindkøbte Ferran Torres må vente lidt med at blive registreret, så fortæller Barcelona mandag, at Dani Alves bliver registreret mandag eller tirsdag.
Den 38-årige back vendte tilbage til Barcelona i november, men har altså endnu ikke spillet i en officiel kamp - han fik dog spilletid, da Barcelona mødte Boca Juniors i en showkamp i december.

Barcelona
La Liga





