Femte gang var lykkens gang for FC Midtjylland, der fredag kunne tage sin første pokaltitel med hjem til Herning, og det var tilmed en særdeles velfortjent en af slagsen, mener midtjydernes assistent Kristian Bach Bak.
- Ikke nok med at vi vandt. Jeg synes også, at det var fortjent. At vi går i straffe er jo helt af h til, fordi så kan alt ske. Men vi skabte flest chancer. Det var ikke den flotteste fodboldkamp, men vi står tilbage som meget fortjente vindere, siger han til bold.dk.
Den 36-årige klubmand vil da også allerede nu godt konkludere, at det har været en stor sæson, selvom mesterskabet er gået til FC København i år.
- Det er en fremragende sæson. Ikke nok med at vi blev mestre sidste år på smukkeste vis, men så vælger vi også at følge op med en sæson, hvor vi er meget tæt på FCK i lang tid, siger Kristian Bach Bak til bold.dk og tilføjer:
- Respekt for FCK. De satte os fuldstændig af i slutspillet, men at vi hiver os selv op efter nogle svingende kampe og bare smadrer Brøndby i pokalen. Det viser format. Jeg er ret stolt af den her sæson.
Derfor skal fredagens titel da også helt bogstaveligt fejres til den store guldmedalje.
- Vi skal i hvert fald have noget alkohol. Det har vi ikke fået i lang tid. Vi skal virkelig fejre det her sammen og nyde trofæet. Når man ikke vinder trofæer og kampe, så er der rigtig mange, der fortæller, hvad vi gør forkert. Vi skal rigtig nyde det i aften.
Brøndby og FC Midtjylland tørner sammen igen mandag i Superligaens mesterskabsspil.


FC Midtjylland
Brøndby IF
Oddset Pokalen






