Magnus Krogh Hansen er fortid i B93, skriver klubben på sin hjemmeside.
Den 19-årige offensivspiller forlader B93 i enighed med sin nu tidligere klub, lyder det videre på siden.
Klubbens sportsdirektør, Patrick Mtiliga, siger, at det især har noget at gøre med, at Krogh Hansen vil prøve lykken i en anden klub på Sjælland, nemlig FC Roskilde.
- Vi har valgt at ophæve kontrakten med Magnus Krogh efter hans eget ønske. Magnus har fået muligheden for at skrive kontrakt med FC Roskilde, hvor han vurderer chancerne for regelmæssig spilletid er større end i B93.
- Magnus er en dygtig fodboldspiller og en fantastisk person. Vi glæder os til at følge ham i fremtiden og ønsker ham held og lykke, siger Mtiliga.
Selv håber spilleren, at han kan få mere tid andetsteds, selvom han har været glad for sin tid i B93:
- Jeg har haft gode samtaler med Patrick (Mtiliga, red.) og Thomas, og vi er enige om, at det var tid til at få nye øjne til at se på mig, og jeg ønskede også mere spilletid. Det er vemodigt at forlade klubben, da jeg har tilbragt så mange dejlige timer i B93, men måske er det på gensyn - man ved aldrig hvad der sker, siger han til klubbens hjemmeside.
- Jeg vil savne de gode holdkammerater og dygtige ledere og trænere, som jeg har haft glæden af at samarbejde med.
FC Roskilde har ikke meldt noget ud i forhold til spilleren.


B.93
2. division






