Fredag tager Atletico Madrid hul på den nye sæson, når der er første træningspas efter den ultrakorte ferie.
Diego Simeone kommer dog ikke til at råbe instrukser til angrebsprofilen Diego Costa foreløbig, for han er sammen med den colombianske højre back Santiago Arias testet positiv med covid-19, oplyser klubben.
Atletico Madrid meddeler videre, at begge i øjeblikket er symptomfrie, men først vil trække i træningstøjet, når procedurerne tillader det.
La Liga lægger fra land i næste weekend, men grundet Atleticos deltagelse i Champions League står de over i de første runder og indleder først sæsonen den 27. september.


Atletico Madrid
La Liga



