Efter nytår skal AGF spille på et midlertidigt stadion i Vejlby-Risskov, indtil det nye står klar.
Planen var oprindeligt, at AGF i sommeren 2026 ville have nyt stadion klar, men sådan ender det ikke.
Vanskelige jordbundsforhold har nemlig medført ekstraarbejde, så nu hedder tidsplanen slutningen af 2026. Det betyder samtidigt, at VSK Aarhus må vente med at rykke ind på stadionet.
3. Divisionsklubben kommer nemlig til at spille sine hjemmebanekampe på stadionet i Vejlby-Risskov, når AGF engang rykker til Kongelunden.
VSK Aarhus-cheftræner Jens Gjesing fortæller til Bold, at udskydelsen ikke er overraskende, men at klubben ikke bruger meget krudt på, at de nu skal vente endnu længere.
- Det tror jeg, vi havde forventet. Nu kan jeg jo kun snakke på egne vegne, men der var lidt rygter om det i en længere periode. Nu er det så officielt.
- Det fylder ikke så meget, men vi synes da naturligvis, det er ærgerligt. Det er også ærgerligt for AGF. Det havde jo været federe for dem at lave en sommeråbning.
- Men for vores eget vedkommende, så ligger det jo trods alt et stykke ude i fremtiden. Skal vi vente et halvt år mere, eller hvad det bliver, er det sådan, det er. Det bruger ikke så meget krudt på.
- Det er jo set før, at et byggeprojekt kan trække lidt ud. Det er ude af vores hænder. Vi har et fint samarbejde med AGF, og vi skal nok finde ud af tingene, siger den tidligere forsvarsspiller.
VSK Aarhus skal i mellemtiden spille på en nærliggende kunstgræsbane. Når AGF er færdig med at spille på stadionet i Vejlby-Risskov, bliver den belagt med kunstgræs.
Bold har for nylig lavet en reportage fra stadionbyggeriet i Vejlby-Risskov. Den kan du læse her.

AGF
VSK Aarhus
3F Superliga
Danmark 3. Division







