Glasgow Rangers ligner med et forspring på ti point ned til Celtic en sikker skotsk mester, men Rangers fik allerede søndag fingrene i det første af tre mulige trofæer.
Her lykkedes det Glasgows blå stolthed at vinde Liga Cuppen, selvom oddsene bestemt var imod finalens forhåndsfavoritter undervejs. I første del af anden halvleg blev Rangers med to røde kort reduceret til bare ni mand mod St. Mirrens fuldtallige mandskab.
Da St. Mirren samtidig indtog den dominerende rolle i finalens første time, så det sort ud for Rangers. Men sjovt nok begyndte Rangers-spillerne at overtage kontrollen i takt med, at holdkammeraterne blev sendt i bad. Og efter 84 minutter scorede Kenny Miller sejrsmålet på hovedstød.
Det er 26. gang i Rangers' historie, at klubben fra Ibrox vinder den mindste af de to pokalturneringer.


Rangers
St. Mirren
Scottish League Cup







