2. divisionsklubben Slagelse B&I har på det seneste haft besøg af angriberen Isaac Kannah, som kommer fra Liberia, og klubben vil gerne tilknytte ham, så han kan hjælpe klubben i foråret.
Det fortæller sportschef Søren Andersen til Sjællandske Medier.
- Hvis vi kan skaffe en bolig og et job til Isaac, vil han meget gerne blive her i klubben, siger Søren Andersen til mediet.
- Han ser vores klub som et godt udstillingsvindue, så lige nu prøver vi at aktivere vores erhvervsnetværk af samarbejdspartnere for at se, om vi kan finde et job. Det er den helt store udfordring i forhold til at få ham tilknyttet klubben i forårets kampe, siger han.
Isaac Kannah har ifølge Transfermarkt senest spillet i finsk fodbold.
Slagelse har leveret flot siden oprykningen til 2. division, og klubben ligger lige nu til en plads i oprykningsspillet.


Slagelse
2. division



