Efter Brøndbys mesterskab i 2021 skiftede Anthony Jung til Werder Bremen, og der har han været siden.
Den tyske forsvarsspillers kontrakt stod til at udløbe ved udgangen af sæsonen, men det kommer ikke til at ske.
Bundesliga-klubben skriver på sin hjemmeside, at der er blevet udløst en klausul i Jungs kontrakt, som betyder, at han får en automatisk forlængelse.
Klausulen gik ud på, at den 32-årige tyskers aftale ville blive forlænget, såfremt han spillede et vis antal kampe.
I forrige runde spillede Jung sin kamp nummer 22 i Bundesligaen ud af 23 mulige i denne sæson.
Det er næstflest af alle i Werder-truppen. Kun Jens Stage har spillet flere minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den tyske klub oplyser ikke, hvor længe den nye aftale løber.
Den tidligere Brøndbyspiller er selvsagt meget tilfreds med sin forlængelse.
- Jeg er selvfølgelig ekstremt glad for at have opnået dette så tidligt i sæsonen.
- Det giver mig ro i sindet og planlægningssikkerhed. Jeg er glad og lidt stolt, må jeg sige, fortæller Jung til klubbens hjemmeside.
Werder Bremen har gang i en flot sæson i den tyske Bundesliga, hvor de lige nu indtager ottendepladsen.
Jung har spillet 89 kampe og lavet fire mål for klubben siden skiftet fra Danmark.

Werder Bremen
Bundesliga









