Tottenham er ramt på de offensive pladser.
Dominic Solanke, der kom til London-klubben fra Bournemouth denne sommer, spillede fuld tid i Tottenhams første sæsonkamp mod Leicester, men han har været småskadet siden.
Solanke glippede således seneste opgør mod Everton, og han kommer heller ikke i kamp mod Newcastle søndag. Det bekræfter Ange Postecoglou på et pressemøde.
- Solanke er tæt på, men vi holder os på den sikre side. Han kommer ikke til at spille i weekenden og under landsholdspausen. Vi har besluttet os for at vente til efter den, siger Postecoglou ifølge Tottenhams hjemmeside.
Spurs-træneren melder også om, at Solankes angrebskonkurrent, Richarlison, heller ikke er klar til søndag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Richy er øm. Jeg tror, der er tale om en muskelskade. Vi er ved at få flere informationer omkring det, men han sidder også ude.
Rodrigo Bentancur gennemgik en hård hovedskade mod Leicester for to uger siden og sad efterfølgende ude mod Everton, men uruguayaneren er blevet klar igen.
Du kan se sekvensen mod Leicester, hvor Bentancur gik i græsset, øverst i artiklen her.
Tottenhams udekamp mod Newcastle fløjtes i gang søndag klokken 14:30.

Tottenham
Premier League










