I januar blev Radu Dragusin hentet til Tottenham Hotspur.
Den rumænske forsvarsspiller, der var en profil i Genoa, har dog ikke fået den spilletid, han havde regnet med.
Faktisk er det blot blevet til seks kampe i Premier League - heraf to fra start.
Dragusin står i øjeblikket bag både Cristian Romero og Micky Van de Ven, når det kommer til startpladserne i Spurs-defensiven, og ændrer det sig ikke, så kan det være, at den rumænske forsvarsklippe kigger andetsteds.
- Hvis ikke han spiller, må vi finde på andre løsninger, men i øjeblikket venter vi, da han kun er kommet til i januar, udtaler agenten Florin Manea til Radio CRC ifølge Football London.
- Man ved aldrig i livet. Lad os håbe, det ikke kommer til at ske, men man ved aldrig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hvis han (Postecoglou, red.) har fortalt ham, at han fortsætter som tredje valg, så tror jeg ikke, Dragusin vil fortsætte uden at spille.
- Han (Dragusin, red.) skal have tålmodighed, da han har to vigtige spillere foran sig, og til sidst skal vi nok finde en løsning.
En løsning, som Dragusins agent kunne se, ville være at spille med tre midtstoppere - især når Tottenham lukker mange mål ind.
- Træneren har sagt mange gange, at han ikke vil spille med tre nede bag i. Han ved bedre, men Tottenham indkasserer mange mål.
- At spille med tre midtstoppere giver dig mere sikkerhed, så du ikke indkasserer lige så mange mål. Tottenham indkasserer mange mål fra dødboldssituationer.
- Jeg tror, Dragusin kommer til at finde sin plads i fremtiden, da Tottenham har brug for hans styrker, afslutter Florin Manea.
Dragusin blev hentet til Tottenham for 25 millioner euro - omtrent 185 millioner kroner.

Tottenham
Premier League











