Efter 150 kampe for Jahn Regensburg og St. Pauli får Andreas Albers nu endelig muligheden for at spille Bundesliga for første gang i karrieren.
Den mulighed opstår, da den danske angriber har forlænget sin aftale med St. Pauli, som han i sidste sæson var med til at sparke op i Tysklands bedste fodboldrække.
Det skriver St. Pauli på klubbens hjemmeside.
Efter fire år i Jahn Regensburg skiftede den tidligere Vejle-, Silkeborg- og Viborg-angriber til St. Pauli forud for sidste sæson, og her har han siden primært ageret indskifter.
17 kampe i 2. Bundesligaen fik han, hvor det blev til et enkelt mål, som først kom i allersidste spillerunde mod Wehen Wiesbaden, da førstepladsen blev sikret.
- Jeg glæder mig meget til at blive i St. Pauli i den kommende sæson efter oprykningen. Med min erfaring vil jeg gerne hjælpe holdet både på og uden for banen, siger 34-årige Albers efter forlængelsen til klubbens hjemmeside.
I sine fem år i tysk fodbold har Andreas Albers i alt scoret 37 mål og lagt op til 13 i 2. Bundesligaen.

St. Pauli
Bundesliga






