Næstved har mistet en af klubbens store profiler, da Mads Agger er skiftet til Sønderjyske.
Agger fortæller til bold.dk, at han glæder sig over, at han har taget næste skridt i karrieren. Det er dog også lidt vemodigt at sige farvel til Næstved.
- Det er på en måde sørgeligt at sige farvel til Næstved. Jeg har haft et super godt år, men da Sønderjyske kom ind i billedet, var det super spændende. Det kunne jeg ikke sige nej til, siger Mads Agger til bold.dk og tilføjer.
- Jeg har udviklet mig rigtig meget i Næstved og taget skridtet op. Jeg var en profil for Næstveds hold, og det var min første rigtige sæson i NordicBet Ligaen, så det gav mig klart noget hår på brystet og motivation til at spille på en højere hylde.
Den nye Sønderjyske-spiller jubler over, at han er blevet en del af et fuldstidssetup.
- Det er virkelig fedt. Det er første gang, at jeg træder ind i et fuldtidssetup, så det har altid været min store drøm, at jeg skulle leve af at spille fodbold. Det bliver rigtig spændende.
Den 23-årige offensivspiller håber, at han kan indfri en stor drøm i Sønderjyske-trøjen.
- Det er en stærk række, og den bliver bare endnu stærkere. Det kan man se på den seneste halve sæson, hvor holdet var i allerbedst form. Målet er at rykke op i Superligaen, siger Mads Agger til bold.dk.
Sønderjyske starter NordicBet Liga-sæsonen ud mod Vendsyssel FF.


Sønderjyske
NordicBet Liga






