Han var lidt af en målræv tidligere.
Men 33-årige Marc Dal Hende har efterhånden affundet sig med en rolle som reserve. Men i dagens kamp mod Vejle Boldklub var der alligevel brug for den rutinerede Sønderjyske-back.
Da velspillende Ebube Duru måtte udgå med en skade, trådte Dal Hende til. Og han sendte et afgørende spark i mål til slutresultatet 2-1.
- Jeg rammer den ret godt. Til dem der har set Superliga for 5-6 år siden, så er det der, jeg skal have den. Jeg kan åbenbart lidt endnu. Men selvfølgelig er det da at foretrække at ramme nogle af de store drenge inde foran. Nu løb den heldigvis over til mig.
Efter lidt tilfældigheder endte bolden ude ved Andreas Oggesen, som sendte bolden fladt ind i Vejles felt. Sønderjyskes angribere kom lidt for langt frem og ud af det blå dukkede Dal Hende op, som sendte bolden i det lange hjørne. Det udløste en euforisk stemning på Sydbank Park.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var meget sjovt at prøve at afgøre kampen igen.
- At score til sidst er altid de fedeste, selvom de tæller lige så meget som de normale kampe. Men det er selvfølgelig sindssygt forløsende.
Scoringen faldt på et tørt sted. Sønderjyske har spillet mange fine kampe i denne sæson mod både bund- og tophold men fået et lavt udbytte. Søndag kom den snak ikke på bordet igen.
- Vi har følt, at vi har manglet de afgørende procenter, marginaler, dygtighed eller hvad du kalder det mod specielt de større hold. Så det er dejligt, når vi møder dem, vi konkurrerer med lige nu i tabellen, at vi trækker os sejrrigt ud i dag.
Sønderjyske Fodbold spiller sig op på otte point efter ni runder.

Sønderjyske
3F Superliga













