Silkeborg begik noget nær en genistreg, da de hentede Lubambo Musonda ind på en lejeaftale fra AC Horsens.
Backen er blevet en af Silkeborgs største profiler, men det gode samarbejde kan vise sig snart at være slut, selvom Musonda flere gange har slået fast, at han ønsker at blive i Silkeborg og til trods for, at både lejeaftalen og forsvarsspillerens kontrakt i Horsens udløber til sommer.
- Jeg ville elske at blive her. Det eneste, der er tilbage, er klubben og mine agenter, der skal finde en løsning om fremtiden, fortalte han blandt andet til Bold i februar, da han og Silkeborg var på træningslejr i Portugal.
Artiklen fortsætter efter billedet

Til Midtjyllands Avis slår Musonda onsdag endnu engang fast, at han gerne vil blive i Silkeborg, men den udlægning kan Jesper Stücker, sportschef i Silkeborg, ikke genkende.
- Jeg forventer ikke, at Musonda bliver her. Vi har givet ham et kontraktudspil, men det er ved at være to-tre uger siden, at vi snakkede med ham og hans repræsentant, lyder det til mediet.
29-årige Lubambo Musonda står noteret for 18 kampe for Silkeborg i denne sæson.

Silkeborg IF
3F Superliga









