- Det har været imponerende. Han gør det sgu godt, og det er fedt at se.
Sådan lød det fra Brøndbys Nicolai Vallys, da han tidligere på ugen roste Silkeborgs Tonni Adamsen.
Begge spillere har fået stor succes i en relativ sen fodboldalder efter et skifte til Silkeborg, som I kan læse mere om her.
Bold valgte derfor at sende beskeden videre til Adamsen, som blev overrasket over de fine ord fra Vallys.
- Nu tror jeg, at I efterhånden også kender Vallys. Han er jo en god gut, det er der ingen tvivl om. Det er nogle fine ord, han har sagt, og det er jeg utroligt glad for.
- Der kan jeg jo kun sige, at det er gensidigt. Der er ikke andet end at sige tak for dem, og det er gensidigt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kan du godt se, at jeres rejse minder om hinanden?
- Ja, jeg kan godt forstå, at folk lige ser over og tænker det. Der kan man måske godt se, at der er nogle ligheder der.
- Vi er også to offensive spillere, som har taget ved lære af det, som Kent Nielsen har lært os via fodbolden.
- Så jo, der er nogle ligheder. Det er så også utroligt, hvad han har gjort, siger Tonni Adamsen til Bold og den øvrige presse på Right to Dream Park.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
De flotte præstationer fra både Tonni Adamsen og Nicolai Vallys har naturligvis også sat gang i rygterne om et skifte væk fra dansk fodbold.
Hvem kommer først til udlandet af jer to?
- Haha. Nå, det ved jeg ikke. Jeg tror faktisk ikke, at nogen af os har tænkt på det.
- Vi er ret gode til at være i nuet. Det er i hvert fald min fornemmelse, at han også er god til det, afslutter Tonni Adamsen med et stort smil.
Tonni Adamsen var med til at få 1-1 mod FC Nordsjælland i søndagens Superliga-opgør.
Det var dog igen en kamp, hvor angriberen ikke fik gang i målscoringen, men det bekymrer ham ikke.

Silkeborg IF
3F Superliga













