Onsdag aften røg der endnu et trofæ i trofæskabet hos Real Madrid, da de i den europæiske Super Cup slog Eintracht Frankfurt med 2-0.
Det var desuden den fjerde titel under Carlo Ancelotti i italienerens seneste periode i hovedstadsklubben, og han får da også stor ros med sig på vejen efter kampen.
Toni Kroos fortæller nemlig ifølge Sport1, at Ancelotti har et helt særligt tag på Real-spillerne.
- Der er næppe nogen, der siger et ondt ord om ham. Han har gjort det før og nu gjort det igen. Når en træner formår at bære et hold med sig på den måde, selv på det personlige plan, er det ekstremt vigtigt. Nogle gange er det vigtigere end andre ting med en sådan gruppe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kroos var også godt tilfreds med selve opgøret, da de formåede at holde Frankfurt fra fadet.
- Vi vidste godt, at Frankfurt ikke ville være så åbne, som de var mod Bayern. Hvis Frankfurt havde scoret, havde det været endnu mere ubehageligt. Men jeg følte, at vi havde det hele under kontrol, efter vi scorede.
Real Madrid indleder La Liga på søndag, når de skal på besøg hos oprykkerne fra Almeria.

Real Madrid
UEFA Supercup














