- Der manglede bare basal kvalitet, det var ikke godt.
Sådan lød ordene fra Mathias Greve efter søndagens 1-1 opgør mellem Randers og Lyngby.
Der blev på ingen måde spillet champagnebold, og det fik efter kampen Randers-fansene til at sende buhråb mod hjemmeholdet.
Greve holdt sig da heller ikke tilbage i krikken over egen præstation, da han mødte den skrevne presse efter kampen:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var virkelig en dårlig kamp hele vejen igennem. Vi spillede langt under vores niveau fra de seneste kampe. Jeg havde håbet på noget mere, men det var et stort skridt tilbage, må jeg sige.
- Vi manglede lidt af det hele. Vi kunne ikke for alvor dominere kampen på bolden, det blev for meget frem og tilbage, og derfor blev det urytmisk.
- Hvis vi har forhåbninger om at spille med i den sjove ende af tabellen, så skal vi godt nok hæve vores niveau markant, udtalte Mathias Greve til Bold og resten af den skrevne presse.
Randers har nu spillet uafgjort i de seneste fire kampe i 3F Superligaen. Kronjyderne halvvejs inde i grundspillet placeret som nummer syv.


Randers FC
3F Superliga











