Der var en intens stemning, da Ståle Solbakken tirsdag mødte pressen før nationens træning.
Flere af spørgsmålene på pressemødet omhandlede Martin Ødegaards afbud til de to kampe mod Slovenien og Kasakhstan. Noget, Ødegaard selv har sat ord på, hvilket du kan læse her.
Især en journalist fra norske VG, Mats Arntzen, blev ved med at spørge ind til, hvordan det kunne være, at Ødegaard den ene dag kunne spille 90 minutter for Arsenal, men ikke være klar til landsholdet.
Og til sidst fik den norske landstræner Ståle Solbakken nok.
Det hele startede med nedenstående spørgsmål.
Hvis Arsenal skulle have mødt City på søndag, og Norge ikke skulle have mødt Kasakhstan, mener I så, at der ikke havde været større sandsynlighed for, at han havde spillet den kamp?
Artiklen fortsætter efter billedet

Det forsøgte den norske landsholdslæge Ola Sand at besvare efter bedste evne.
- Det har jeg ingen mening om. Det bliver hypotetisk, lød det.
Herefter fortsatte Mats Arntzen.
Hvis han ikke er kampklar, hvordan kan man så ikke have nogen mening om det?
Og så kom Ståle Solbakken på banen.
- Vi må bare forholde os til de meldinger, jeg får fra fysioerne og Martin selv, fortalte han, inden Mats Arntzen fulgte op med et nyt spørgsmål.
Men enten er han jo skadet, eller så er han ikke skadet?
- Vær ikke så aggressiv, for fanden. Du tager det jo som et personligt nederlag, at VG har.., lød det fra landstræneren, som igen blev mødt af et opfølgende spørgsmål.
Hvordan kan du mene, at der ikke er forskel på landsholdet og Arsenal?
- Det er ikke det, fortalte Ståle Solbakken.
Herefter sluttede pressemødet, men det holdt ikke landstræneren fra lige at komme med en sidste kommentar.
- Du må slappe lidt af. Du er helt håbløs. Du har en eller anden agenda her. Du er afsløret for længst.
Norge møder torsdag Slovenien og tre dage senere Kasakhstan.
Norge fører B-lagets gruppe 3 med syv point, til trods for at både Østrig og Slovenien er på samme antal.
Det skyldes, at Norge blandt de tre nationer indtil videre er bedre indbyrdes.

Norge
UEFA Nations League B









