Med erhvervspraktikant, Elliot Kallenbach
Ruud van Nistelrooys trænerophold i Manchester United blev et særdeles kort et af slagsen.
Den tidligere angriber, der som aktiv spiller havde en flot karriere i blandt andet United, blev i sommer hentet til klubben som assistenttræner under Erik Ten Hag.
Da Ten Hag blev fyret i oktober, var det Van Nistelrooy, der overtog tøjlerne i den engelske storklub, som han nåede at stå i spidsen for i fire kampe.
For nylig blev det så meldt ud, at hollænderen var fortid i United, da Ruben Amorim tager sin egen stab med til Premier League.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det ærgrer Christian Eriksen, at den 48-årige hollænder ikke længere skal have sin daglige gang i United.
- Det er selvfølgelig synd, vi ville gerne have at Ruud blev så lang tid som muligt, men det er en ny trænerstab, der kommer ind.
- Jeg tænker, de gerne vil have nogle friske øjne og deres egne folk ind, og det har jeg fuld forståelse for.
- Vi kan kun takke Ruud for den tid, han var her. Det var sjovt - også for resten af staben. Det var en god tid, siger Eriksen til Bold og resten af den fremmødte presse i landsholdslejren.
En kæmpe figur
Eriksen døjede med en småskade i den periode, hvor Ruud Van Nistelrooy var midlertidig cheftræner i United.
Den 32-årige dansker, der nåede to korte indhop under hollænderens ledelsen, fortæller, at det har været en fornøjelse at have den tidligere United-bomber som træner.
- Alle kender jo Ruud Van Nistelrooy, og vi i truppen har selvfølgelig også set ham i rollen som assistenttræner inden. Men at se ham som cheftræner har været sjovt.
- Det var selvfølgelig som midlertidig, og det fik vi også fortalt, så det var en tid med masser af glæde og en masse frihed, som gjorde, at resultaterne sjovt nok også blev vendt.
- Som man har set, er han stadig en kæmpe, kæmpe figur i Uniteds historie. Også for alle fansene. Det er ham, de råber efter, afslutter Eriksen.
Den danske midtbanespiller skal nu spille to landskampe, inden han vender retur til det engelske.
Her venter en tilværelse under Uniteds nye cheftræner, Ruben Amorim. Eriksen tror, at portugiseren kan være et frisk pust til klubben.

Manchester United
Premier League











