Hvem kan prale af at være Nordens største fodboldklub?
Svaret afhænger nok en del af, hvem du spørger. På den anden side af Øresund render der en nordmand rundt i en lyseblå trøje - og han er ikke i tvivl.
Den tidligere Randers-profil Lasse Berg Johnsen mener, at Malmö FF løber med prisen.
- Jeg synes, at Malmö er den største klub i Skandinavien. Supporterne er i en klasse for sig, synes jeg. Men det er klart, der er flere store hold i Skandinavien, og det er svært at sammenligne os med holdene i Norge og Danmark.
- Bodø/Glimt har også gjort det glimrende i Europa. Vi er jo på samme niveau som dem - på den måde, at vi også spiller Europa League, siger Lasse Berg Johnsen til Bold.
Den 25-årige midtbanespiller har en fortid i Randers, hvor han i flere sæsoner var en af klubbens største profiler.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lasse Berg mener, at det er noget andet at spille i Malmö, hvor man er en del mere på bolden, end det var tilfældet i det kronjyske.
- Jeg vil sige, at Superligaen er en lidt tættere liga. Men det er også naturligt, når der kun er 12 hold i rækken. Her i Allsvenskan har vi 16 hold og lidt flere kampe på kunstgræs.
- Jeg vil sige, det er mere fysisk i Sverige. Spillemæssigt har man måske en mere tydelig profil. I Randers, især under Thomasberg, spillede vi meget effektiv og simpel fodbold, men det kunne jeg også virkelig godt lide det.
- Her i Malmö spiller jeg jo på et mesterhold, hvor vi dominerer på bolden. Der havde vi jo ikke bolden helt så meget i Randers, siger Lasse Berg Johnsen.
Den norske midtbanespiller har siden skiftet til Malmö i sommeren 2023 fået 55 kampe for den sydsvenske klub.
Det er i hans halvanden sæson i klubben blevet til to mesterskaber og en pokaltitel.

Malmö FF
Allsvenskan







