I sommeren 2023 tog Lasse Berg Johnsen et flot skridt opad karrierestigen.
Den norske midtbanespiller skiftede tilværelsen som Superliga-profil i Randers ud med Allsvenskan. Nærmere bestemt Malmö FF.
I det sydsvenske blev Lasse Berg Johnsen meget hurtigt en vigtig brik på Malmös midtbane. Mandag vandt han sit andet svenske mesterskab på andet forsøg.
Nordmanden fortalte efterfølgende til Bold, at det var svært at omstille sig lige til at starte med, men at han hurtigt vænnede sig til Sverige.
- Det var måske lidt sværere, end jeg havde troet i begyndelsen. Det er et lidt andet spilssystem, end det jeg var vant til.
- Men man skal også huske, at det tager tid at tilpasse sig, når man skifter til en ny klub. Det er nu endt med at gå ret hurtigt alligevel. Jeg har allerede vundet to mesterskaber og en pokaltitel.
- Det er lidt federe med titlen i år, fordi det er min første hele sæson i Malmö. Nu kører vi bare videre, siger han til Bold.
Vil gerne møde Ståle
Efter en halvanden sæson som fast mand på Sveriges bedste hold håber Lasse Berg Johnsen, at han kan komme i betragtning til Norges landshold.
Den 25-årige midtbanespiller har dog endnu ikke hørt fra landstræner Ståle Solbakken.
- Jeg har aldrig snakket med ham. Men jeg håber da, at vi en dag får snakket sammen. Helst face to face, siger Lasse Berg med et smil.
Selv om normanden er blevet en profil i Allsvenskan, har han ikke glemt Superligaen.
- Jeg følger selvfølgelig stadig meget med, når jeg kan. Jeg snakker også med flere af Randers-spillerne.
- Jeg synes virkelig, Randers gør det godt. Jeg ser også, at min tidligere træner Thomas Thomasberg gør det godt i FC Midtjylland, afslutter han.
Lasse Berg Johnsen nåede 94 kampe for Randers, inden turen gik til Malmö, hvor det siden er blevet 55 kampe.

Malmö FF
Allsvenskan







