- Jeg står altid på mål for det, jeg udtaler. Jeg kan forstå, at Thomas har behov for at fortælle omverdenen, at han ikke har fået et godt tilbud. Faktum er, at han ville, hvis han spillede kampe, få tæt på det, han tjener nu.
Kolding-træner Kristoffer Wichmann står fuldt på mål for den udtalelse, han kom med, da Kolding offentliggjorde, at klubbens 34-årige topscorer Thomas Mikkelsen havde valgt at takke nej til et - efter trænerens udsagn - 'flot tilbud'.
Det fortæller træneren til Bold, efter at Thomas Mikkelsen tidligere onsdag fortalte, at han slet ikke kunne se, hvordan en lønnedgang på 25 procent og en seks måneders varighed kunne være et fantastisk tilbud.
Hvordan kan en lønnedgang og seks måneder være et ’flot tilbud’?
Artiklen fortsætter efter billedet

- For mig – når man når den alder, så er det også for at se på situationen hvert halve år og se, hvad tilstanden er. Det er klart, at hvis han præsterer, som han har gjort senest i foråret, så kan vi sagtens fortsætte samarbejdet.
- Jeg tror ikke, tilbuddet kan matches andre steder, men nu skal han et andet sted hen, og så må han se der. Det er jeg ærgerlig over. Vores samarbejde i tre år har haft stor betydning for mig.
- Jeg har stadig den største respekt for, hvad han har bidraget med i klubben, og jeg er stadig glad for de ting, vi har oplevet, og ønsker ham alt held og lykke.
I denne sæson har den nu snart tidligere Kolding-angriber scoret 12 mål i 22 kampe i NordicBet Ligaen, hvilket betyder, at han ligger på andenpladsen på topscorerlisten i rækken.
Men nu skal angriberen finde en ny adresse at bombe løs for.
Den 34-åriges cv tæller foruden Kolding blandt andre Vejle, Dundee United, OB og IFK Göteborg.

Kolding IF
NordicBet Liga









