Fredag kom nyheden om, at Daniel Agger og Lars Jacobsen stopper i HB Køge efter denne sæson.
Agger og Jacobsen startede i Køge i sommeren 2021, men denne sæson bliver altså den sidste.
Den nyhed kommer ikke som den helt store overraskelse for HB Køge-profil Pierre Larsen, der godt havde set den komme. Det fortæller han til bold.dk.
- Jeg havde måske forventet det lidt, i og med at tingene har ændret sig, siden det hele startede med Agger og Jacobsen for to år siden.
- Så det er ikke det helt store chok for mig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det hele har ændret sig meget. Det er setup'et, og det er jo ikke gået, som nogen af os havde håbet og troet.
- Der blev investeret helt vildt den sommer, hvor jeg også kom hertil, men det er bare gået stille og roligt nedad de seneste to år.
- Hvert vindue er der blevet skruet lidt ned – sådan har det i hvert fald set ud.
Så har Daniel og Lars fået svære arbejdsforhold i HB Køge?
- Ja, det synes jeg faktisk. Vi vil jo alle sammen gerne i top seks, men arbejdsforholdene har været svære, og de har forsøgt at gøre, hvad de kunne for at det skulle lykkes, og det har også været tæt på, fortæller Pierre Larsen til bold.dk.
Større succes på et højere niveau
Pierre Larsen tror, at Daniel Agger ville kunne få større succes som træner, hvis han blev træner for et bedre hold end HB Køge.
- Jeg tror, at Daniel havde forventet noget helt andet, og jeg tror, at han i et andet miljø ville få mere succes. I et mere professionelt miljø.
- Man kan godt fornemme, at Daniel og Lars ser nogle ting, som vi ikke ser med det samme på banen. Det kunne jeg godt forestille mig er lidt frustrerende, for de er lige tre, fire sekunder foran i deres tankegang.
- Så de ville kunne få bedre succes med et hold, hvis spillerne er endnu bedre, end vi er. Det kunne jeg forestille mig er godt for ham, fortæller Pierre Larsen.
Daniel Agger nåede at stå i spidsen for HB Køge i 67 kampe, og fredag aften bliver det tal til 68, når HB Køge møder Fremad Amager i sæsonens sidste kamp.

HB Køge
NordicBet Liga











