Frem har fået en forfærdelig sæsonstart i 2. division efter oprykningen.
Klubben har blot fået én sejr og samlet otte point i 12 kampe.
Den eneste sejr kom over Jammerbugt FC 20. august, og de seneste ni kampe i 2. division har den tidligere Superliga-klub ikke vundet.
Frem er derfor placeret sidst i 2. division, hvis man tager Jammerbugt ud af ligningen.
21-årige Hocine Derrar siger til bold.dk, at det er en svær tid for klubben, og det gør ondt at være i bunden af rækken.
- Det er svært at sætte ord på. Jeg synes egentlig, at vi i mange af vores kampe har spillet god fodbold, og vi har spillet lige op med alle hold. Hvis jeg skal sige noget, så synes jeg, at vi mangler skarphed i begge felter.
- Det, tror jeg, har været grunden til, at vi ikke har fået marginalerne over på vores side. Hvis jeg husker rigtigt, har vi været foran i fem-seks kampe, men så har vi knækket til sidst.
- Tabellen viser noget andet, men jeg synes, at det ser positivt ud. Det gør ondt at ligge der, hvor vi gør, men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal komme tilbage, siger Hocine Derrar til bold.dk.
Har I stadig tro på det og trænerens koncept?
- Det synes jeg, selvom vi ikke har fået mange sejre. Vi går ind med en tro på tingene. Det er ikke fordi, vi har ændret det helt store i kampene. Jeg føler ikke, at der er behov for de store ændringer. Vi mangler bare skarphed, og det er selvfølgelig spillernes ansvar.
Føler du, at I er i krise?
- Nej, det synes jeg ikke. Det kan godt virke sådan, men det synes jeg slet ikke. Vi er godt med. Mod mange af topholdene har det været lige ved og næsten, men vi mangler igen de sidste procenter for at få udbytte af kampene.
Tror på sejr over tophold
Fredag aften skal Frem en tur til Østerbro Stadion for at møde B.93, der topper rækken. På trods af de manglende resultater er Frem-profilen ikke nervøs for, at holdet bliver spillet ud af banen.
- Holdet har en tro på, at vi kan få en sejr. Senest tabte vi 1-2, men ud fra chancer og spil kunne vi minimum have fået en uafgjort. Man må give 93, at de er effektive. Vi har et par chancer, som vi godt kunne score på, og det gjorde vi ikke, siger Hocine Derrar og tilføjer:
- 93 er et rigtig stærkt hold. Hvis vi ikke er der 100 procent, så kan det godt blive en lang aften. Hvis vi gør vores ting, som vi plejer, så er jeg sikker på, at det nok skal blive en tæt kamp.
Frem har tre point op til HIK på tiendepladsen.


Frem
2. division







