Anderlecht, Brentford og Sparta Prag.
Fælles for de tre klubber er, at de alle har en dansker siddende i trænersædet, og at den pågældende træner har hentet en eller flere danske spillere til efter sin ankomst.
Det er således et ganske normalt greb for en cheftræner at kigge mod egen andedam, når truppen skal forstærkes, men Bo Henriksen har fortsat til gode at foretage manøvren i Zürich trods lidt over et år i den schweiziske klub.
bold.dk har forholdt det faktum for den tidligere Horsens- og FC Midtjylland-træner, der forsikrer, at det ikke handler om en manglende tro på spillere fra hjemlandet. Tværtimod.
- Jeg har da absolut et godt øje til flere, og jeg følger stadig meget med i dansk fodbold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er rigtig mange dygtige spillere, men de er ikke billige. Der er dygtige forretningsmænd i Danmark, så det er ikke så nemt, siger Zürich-træneren.
Sammen med pointen om, at det danske marked er svært at handle i, peger Bo Henriksen også på en vis portion tilfældighed omkring den manglende tilgang af en spiller med dansk pas.
- For mig handler det om, at vi skal have de bedste spillere og lave nogle gode handler, og der er Danmark svær.
- Det kan man faktisk sige om de nordiske lande generelt. De ved, hvad de vil have for deres spillere, og det er helt fair.
- Der er også lidt tilfældighed i det, fordi den rigtige mulighed skal opstå, men jeg kunne sagtens se mig selv træne nogle danskere. Det har jeg gjort i mange år, så det ville bare være en god mulighed, hvis der kommer et eller andet, som vi synes er spændende. Det kunne være sjovt, siger Bo Henriksen.
Modsat klubberne i Danmark og mange andre steder i Europa har FC Zürich og resten af Schweiz helt frem til den 15. februar til at klare vinterens indkøb.
Men for nuværende spår Bo Henriksen, at det kræver et salg, hvis truppen skal forstærkes.
- Lige nu og her kigger jeg selvfølgelig på, hvordan vi kan styrke truppen, men jeg tror, at vi skal have lidt ud, før vi kan få noget ind.
- Generelt er jeg tilfreds med den trup, jeg har. Den kunne godt være lidt bredere på nogle punkter, men ellers ser det fornuftigt ud, afslutter danskeren.
FC Zürich ligger aktuelt på tredjepladsen i den schweiziske liga.

FC Zürich
Super League








