I seneste sæson kæmpede Jonas Lössl og Martin Fraisl om buret i FC Midtjylland.
Lössl endte med at vinde kampen, hvorefter den tidligere landsholdskeeper leverede et flot forår for mestrene.
Nu vender Elias Olafsson tilbage til ulvene efter et succesfuldt lejeophold i Mafra, og spørgsmålet er derfor, hvordan Thomas Thomasberg nu ser målmandskampen.
Det har Bold torsdag spurgt FCM-cheftræneren om efter træning i Ikast.
- Nu skal vi se dem på træningsbanen, og vi skal lige ordentligt i gang. Selvfølgelig har Elias gjort det godt, og det er derfor, at vi har taget ham tilbage.
- Så nu skal keeperne gøre deres bedste og ypperste, og så må vi se, hvordan det ser ud, når vi kommer længere hen. Når første kamp skal spilles, bliver det lidt sværere at holde skjult, hvad man gør.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Tiden må vise det, men jeg har egentlig ikke brugt så meget krudt på det. Nu skal vi i gang, og der er en masse spillere, som vi skal have set godt an, siger Thomas Thomasberg.
En keeper skal væk
FC Midtjylland har nu tre keepere, der i princippet kan agere førstemålmand, og sådan skal det ikke være, når transfervinduet smækker i.
- Nej, det er én for mange.
Så der er én, der skal ud?
- Ja, det vil der være.
Kunne det måske godt være Fraisl?
- Det må tiden også vise, lyder det fra Thomasberg.
FC Midtjylland har solgt målmanden Oscar Hedvall til Viborg, mens Mark Ugboh vender tilbage efter et lejeophold i Holstebro.

FC Midtjylland
3F Superliga







