Hvis Adam Gabriel har haft mareridt om Martin Frese og Andreas Schjelderup, forstår man godt hvorfor.
Den tjekkiske back blev kørt rundt i manegen i første halvleg, da FC Nordsjælland scorede tre mål inden for 36 minutter mod FC Midtjylland mandag aften i Farum.
FCM kom tilbage i kampen og fik 3-3, men Adam Gabriel blev skiftet ud i pausen, og det skyldtes blandt andet, at tjekken havde haft det svært.
Det fortalte Thomas Thomasberg efter kampen.
- Det var blandt på grund af, at det var derovre, hvor de var stærke, og han var udfordret i forhold til det. Der skulle vi skifte for at få noget andet ind, lyder det fra Thomasberg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Adam Gabriel startede inde, da Henrik Dalsgaard var ude med karantæne. Efter kampen blev Thomasberg derfor spurgt, om han savnede sin vanlige højreback.
- Dalsgaard ville have været med i kampen, men Joel kom ind og gjorde det rigtig fint, og det var også fint. Vi har en god trup, og det er godt, at vi har mulighed for at skifte.
- Det er ikke første gang, at vi har gjort det, og det bliver heller ikke sidste gang. Det er derfor, at vi har en god og bred trup, lyder det fra Thomasberg.
Joel Andersson spillede anden halvleg, selv om svenskeren har langet ud efter FCM og trænerteamet. Det blev Thomasberg også forholdt efter mandagens kamp. Læs mere her.


FC Midtjylland
3F Superliga







