FC Midtjylland har en bred trup - og den er blevet godt forstærket over sommerens transfervindue.
Alligevel var både Victor Bak og Paulinho fraværende i mod UE Santa Coloma onsdag aften, men det er de formentligt ikke ret meget længere, fortalte cheftræner Thomas Thomasberg.
Historien er dog lidt anderledes, når det kommer til spydspidsen Cho Gue-sung.
- Victor Bak regner jeg med at have til rådighed, hvis ikke allerede i weekenden, så til kampen på tirsdag.
- Paulinho kan jeg være en lille smule mere i tvivl om. Ham har jeg ikke rigtig fået fulgt op på i dag (i går, red.), da jeg har været i kamp-mode, men vi håber på, at han også bliver ret hurtigt klar igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så synes jeg, at vi har flere muligheder, vi kan bruge, men det er selvfølgelig lidt hårdt, når det er to venstre backs, der er ude på samme tid.
Thomasberg blev herefter spurgt ind, om han havde en status på Cho Gue-sung, der i slutningen af juni blev opereret for et knæproblem.
- Nej, det må jeg hellere (overlade til andre, red.). Ellers kan du kigge derover, sagde Thomasberg og pegede på Cho Gue-sung, der gik rundt på krykker.
- Så kan man selv bedømme, men han ligner ikke en, der bliver klar til weekenden.
Og derfor var det ikke ret meget, Thomasberg kunne fortælle om Cho Gue-sungs tidshorisont.
- Nej, det har jeg ikke, og det vil jeg hellere lade klubben eller sundhedssektoren melde ud. Så kan jeg sige, at sådan som han går rundt lige nu, så ligner han ikke en, der kommer til at spille de næste to kampe, fortalte Thomasberg til Bold og den fremmødte presse.

FC Midtjylland
Champions League












