4-0 på udebane vandt FC Midtjyllands unge drenge i første Youth League-opgør onsdag.
Modstanderen var Progres Niederkorn fra Luxembourg, og de fik ikke et ben til jorden.
Nicolaj Tornvig, Sofus Johannesen, James Arinze og Malik Pimpong kom alle på tavlen for midtjyderne.
Anfører Gustav Bjerge glædede sig over clean sheet i den anden ende og siger efterfølgende, at europæiske kampe kan være nemmere at sætte sig op til.
- Vi spillede også Youth League sidste år. Der spillede vi også i nogle fede kulisser, som mindede om det fra i dag. Det virkede som en kamp lidt udover det normale, hvor atmosfæren var speciel, så det var en fed kamp at spille.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Hele setuppet omkring giver en ekstra form for motivation, som gør, at det er endnu nemmere at sætte sig op til kampen, siger den 18-årige stopper til midtjydernes egen hjemmeside.
FC Midtjylland er en del af Champions Path i Youth League, hvor man på nuværende tidspunkt er i anden runde.
Det skyldes, at FC Midtjylland i sidste sæson vandt U19-ligaen.
Med onsdagens resultat ser det rigtig godt ud i forhold til chancerne for videre avancement.
Returopgøret spilles på Ikast Stadion den 5. november.

FC Midtjylland U19
Youth League










