Et vaskeægte chanceorgie.
FC København har i denne sæson været uskarpe i en hel del kampe, og mandag aften blev det for alvor udstillet, da løverne brændte og brændte i Superliga-opgøret mod Silkeborg, der endte 2-2.
Derfor var det også en kamp, der skulle tales igennem efterfølgende.
Det fortæller Lukas Lerager til den skrevne presse forud for onsdagens lukkede træning på Frederiksberg.
- Den var tung. Meget, meget tung. Jeg tror ikke, jeg har spillet en FCK-kamp, hvor vi var så dominerende før og havde så mange chancer. Det var nærmest som at spille med ét mål i både første og anden halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er en kamp, vi kan være stolte af, men det er ikke et resultat, vi kan være stolte af, slår han fast.
Kampen får dog ikke den centrale midtbanespiller til at ryste på hånden.
Tværtimod er han fortrøstningsfuld, selvom der har været lidt for mange kampe uden skarphed foran mål.
- Fornemmelsen på holdet er, at det går den rigtige vej, at vi spiller godt, og at vi kommer til det, vi skal. Så handler det om at være effektiv nok til at vinde fodboldkampe.
Sindssygt vigtigt
Samme følelse står holdkammeraten Magnus Mattsson med. Alligevel løfter han en lille pegefinger.
For der mangler stadig noget, hvis FCK skal ende med titler og succes i Europa.
- Hvis man skal være mester, skal man også være god til at lukke de kampe, hvor man har momentum. Det havde vi mod Silkeborg, hvor vi var foran 1-0 tidligt. Der handler det om at få mål nummer to og tre og få lukket kampen. Det er sindssygt vigtigt.
- Det er der, vi skal være gode til at få afgjort kampene, og der er bare momenter og kampe, hvor vi kunne have været endnu bedre til det.
Derfor bliver kynisme også et nøgleord i Parken torsdag, hvor Istanbul Basaksehir venter i Conference League.
- Det er vigtigt at score mål, hvis man skal have tre point, så i morgen (torsdag, red.) bliver det vigtigt, at vi er kyniske, men det er også vigtigt, at vi forbliver gode på bolden, så vi kommer frem til de chancer, vi skal.
- Det handler om at komme i de situationer, og det er så der, vi skal kunne stole på, at vi har kvaliteten. Vi har rigtig dygtige spillere, og så skal vi bare vise kvaliteten, siger Mattsson.

FC København
3F Superliga










