Der gik et sus gennem alle FCK-fans, da Roony Bardghji udgik fra træningen den 2. maj med en skade.
Efterfølgende kom den tunge melding: Den 18-årige kantspiller blev meldt ude i op til et år med en korsbåndsskade.
Dermed er svenskeren naturligvis stadig langt fra et comeback, men han fortæller alligevel til FCK TV, at hans genoptræning forløber positivt.
- Det går godt, synes jeg. Det bliver bedre hver dag, der går, og det er bare dejligt, at jeg kan begynde at træne lidt normalt igen og ikke bare sidde hjemme og ikke lave noget, så det er dejligt at være i gang.
Roony fortæller også, at han primært har trænet i poolen for ikke at overbelaste sit udsatte knæ, men at kroppen generelt har det godt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Den er faktisk fit foruden knæet, som skal blive bedre, men jeg synes, jeg har det godt, og kroppen har det fint. Jeg har arbejdet meget i træningslokalet og kørt lidt overkrop, så jeg synes faktisk, jeg er fit.
Teenageren kan dog ikke træne med holdet i et godt stykke tid endnu, så derfor arbejder han meget for sig selv.
- Det er hårdt, når man kigger på træningen og ser sine holdkammerater træne, og at man ikke er en del af det. Det er faktisk hårdt, men jeg tænker ikke så meget på det – jeg er ganske frisk i hjernen og tænker bare på min genoptræning, og at jeg skal træne så godt som muligt, for at jeg kan komme tilbage så hurtigt som muligt og komme tilbage endnu stærkere. Det er mit mål.
Det er kærligheden til fodboldspillet, der holder Roony kørende, og han fortæller også, at han langt fra har mistet motivationen.
- Når man ikke spiller fodbold hver dag, ser man, hvor meget man savner det, og det er utroligt meget.
- Jeg håber at komme tilbage endnu stærkere, og det er mit store mål - stærkere end jeg var inden.

FC København
3F Superliga









