32-årige Rasmus Falk går igennem lidt af hvert lige nu.
Han er i starten af en otte ugers lang skadespause, mens han inden også meldte afbud til derby-sejren mod Brøndby af private årsager.
Det skyldtes helt konkret en pludselig operation til hans kone som følge af familiens indlæggelse på neonatalafdelingen på grund af familiens for tidligt fødte søn.
Fredag var Bold på plads til københavnernes træning, og selvom det er en følelsesmæssig rutsjebanetur, Rasmus Falk har befundet sig i på det seneste – og for den sags skyld stadig gør det – så var smilet bredt, da han stillede sig an foran blandt andre Bold efter træningen.
- Der er også mange fede ting i den her periode, så det er lidt, hvordan man ser det.
- Jeg er træt af at være skadet, og udover det kunne jeg godt tænke mig, at vi vandt nogle flere kampe, men jeg har det godt. Vi har det godt. Min familie har det godt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er ingen tvivl om, at vi har været igennem en tid, der har krævet ressourcer. Men jeg er også lavet til at skulle være i det, og det er min familie også. Vi har klaret det fantastisk og er et godt sted, så det er ikke sådan, at vi går rundt og hænger med hovedet. Vi er glade, og det går godt.
Rasmus Falk og familien endte med at være indlagt i 37 dage på neonatalafdelingen.
Lige nu er familien stadig på en åben indlæggelse, men alt går efter planen og ifølge fynboen ser udsigterne 'pissegode ud'.
- Det vigtigste er, at man kommer ud helt frisk på den anden side, og det er det, vi er på vej til – det ser pissegodt ud, og vi er rigtigt glade.
Kan du finde et eller andet i, at der er en periode, hvor du ikke kan præstere lige så meget på banen, men kan give noget ekstra udenfor banen i en periode, hvor der også er brug for det.
- Det er det, alle siger, også min familie: Når det nu skal være. Men jeg rammer den ikke helt. Jeg kommer stadig til – og får stadig lov til at investere lige så meget i FCK i forhold til at blive klar så hurtigt som muligt.
- Jeg er stadig lige så træt af skaden, som jeg havde været inden det her forløb. Det er stadig lige så vigtigt for mig at kunne gøre en forskel hernede (i FCK, red.), lyder det fra Rasmus Falk.
32-årige Rasmus Falk har i denne sæson spillet 12 kampe for FCK, hvoraf de ni har været som starter.


FC København
3F Superliga










