



To point efter tre kampe.
Det er status for FC København, som ikke har fået en god start på Conference League i denne sæson.
Torsdag aften løb københavnerne ind i en ny stor nedtur, da to gigantiske brølere gjorde, at man blot fik 2-2 mod Istanbul Basaksehir.
Inden opgøret havde Jacob Neestrup udtalt, at det næsten var en must win-kamp.
Det ' næsten' kan FCK nu godt pakke langt væk, da de er tvunget til at hente flere sejre nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skal vinde to af de sidste tre kampe. Så er det formentlig nok. Men det kan jeg jo ikke gisne om.
- Det er det i hvert fald, hvis vi vinder alle tre, men formentlig to ud af tre. Det er det, vi skal gå efter, så er vi på otte point.
- Målet er at vinde de to næste kampe. Så må vi se, hvor vi er henne, siger Jacob Neestrup til Bold og den øvrige presse efter kampen.
Vil gentage drømmen
FC København var inden Conference League blandt de topseedede hold.
Men efter de første tre kampe er man helt nede som nummer 29 i et system, hvor de 24 øverste går videre fra Conference League.
Der er derfor et stort pres på FCK inden de sidste tre kampe, hvis man vil videre.
Det er dog ikke første gang, at FC København har haft kniven for struben i Europa. Og det husker Neestrup godt.
- Jeg havde en drøm sidste år om at gå videre fra Champions League. Det krævede syv point i de sidste tre kampe mod Manchester United på hjemmebane, Bayern München på udebane og Galatasaray på hjemmebane.
- Nu hedder den Dinamo Minsk på neutrale bane, Hearts på hjemmebane og Rapid Wien på udebane.
- Det er det regnestykke, vi skal lave, og det har vi gjort før, siger en stålsat Jacob Neestrup.
FC København skal i aktion igen i Conference League den 28. november.
Her gælder det Dinamo Minsk på neutral grund i Aserbajdsjan.

FC København
Conference League











