Det bliver en dag, han ikke kommer til at glemme lige foreløbigt. Måske endda aldrig nogensinde.
Gabriel Pereira scorede søndag eftermiddag sit første mål for FC København, da han kort inde i opgøret mod Brøndby headede hjemmeholdet i front, inden han brød ud i jubel foran Sektion 12.
Efterfølgende var det en yderst glad og tilfreds cheftræner, der glæder sig over, at de mange nye spillere fik lov at opleve en derbysejr i Parken, og særligt Gabriel Pereira fik store roser med på vejen.
- Der er jo nogle af de nye spillere, der inden den her kamp kun havde prøvet at blive buhet ud af Parken. Jeg er så glad på deres vegne over, at de kan få den hyldest i dag, for det er satanedeme ikke nemt at komme ind og skulle høre på, at der nu er for mange brasilianere, for mange udlændinge og for mange dit og dat. Det er ikke fedt som ny spiller.
- Der må jeg bare fremhæve Gabriel. Altså er I klar over, hvor god han er i dag? Han er fuldstændig outstanding, og han er allerede blevet skudt i skoene af mange eksperter, at han dårligt nok kan spille fodbold. Det siger jo alt.
- Kritik er fair, men der er ingen mennesker i det her fodboldland - hverken journalister, tv-eksperter eller fodboldtrænere - der efter tre uger kan udtale sig om, hvorvidt han er en dygtig spiller eller ej. Eller om han er bedre eller dårligere end dem, der har været her tidligere.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han er kommet direkte fra lufthavnen og er begyndt at spille. Han har trænet foran 30.000. Det er det, vi har gjort med de nye spillere. Man kan diskutere, om han har præsteret godt i visse kampe, men man kan ikke dømme ham på hans potentiale, og den præstation, han leverer i dag, er kraftedme højt niveau.
Efterfølgende fremhævede cheftræneren flere af de ting, som Pereira gjorde og generelt gør godt.
- Han er så rolig på kuglen. Du kan ikke tage bolden fra ham. Han spiller med højre og venstre, han kan cutte sig fri, han er et skridt foran, og jeg synes, han er god i hans duelspil også.
- Ja, så sker der en misforståelse ved det røde kort, og det er sådan, det er, når spillere ikke har spillet særligt meget sammen, og det må vi leve med lige nu.
Gabriel Pereira satte også selv ord på sin præstation og på søndagens 3-1-sejr over Brøndby, og det gjorde han med ved hjælp fra en vaskeægte FC København-legende. Læs mere om det lige her.
Brasilianeren scorede også den højeste karakter sammen med netop sin cheftræner Jacob Neestrup efter derbyet. Se alle Bolds karakterer fra derbyet her.


FC København
3F Superliga










