Frederiksberg-klubben FA 2000 har kniven for struben i 2. division. Mandskabet lå inden opgøret mod Brabrand sidst og havde seks point op til Brabrand på den rigtige side af stregen.
Derfor var det vitalt at få tre point over Aarhus-klubben.
Ønsket om tre point gik i opfyldelse for FA 2000, da det blev til en 2-0-sejr på mål af Emil Christensen og Hamid Khalidan.
Hamid Khalidan siger til bold.dk, at sejren var livsnødvendig for holdet.
- Det var en sindssyg vigtig sejr for os. Vi havde snakket lidt om, at vi havde seks-syv finaler tilbage. Vi er blevet enige om i omklædningsrummet, at vi ser hver kamp som en kæmpe finale for os. Det er uhyre vigtige point, så vi gik ind med den indstilling om, at det var en finale, som vi skulle spille. Kampen i weekenden var nærmest en sekspointskamp, siger Hamid Khalidan til bold.dk.
Hvordan præsterede I som hold?
- Vi præsterede godt. Jeg synes, at vi i løbet af sæsonen har vist godt spil, men vi fik sat det godt sammen. Vi fik talt om, at de spillere, der har nogle individuelle kvaliteter, skulle sættes mere i scene.
- Det gjorde vi ved at spille bolden langs jorden, og vi kiggede hinanden dybt i øjnene og sagde, at det ville vi gøre i kampen, fordi det er det, som vi kan finde ud af, og så var vi bare skarpe, da vi fik chancen, specielt i første halvleg.
Vigtigheden af sejren er ikke til at tage fejl af. FA 2000 tabte nemlig til Middelfart i runden før.
- Da vi tabte i Middelfart, der lå under os, kendte vi godt til vigtigheden af kampen, og uden at sige det for højt i omklædningsrummet, så vidste vi godt, at hvis der ikke kom tre point i den her kamp, så ville det se rigtig svært ud, og så skulle der nok et mirakel til, at vi ville overleve i 2. division.
Vil score ti mål
Khalidan er også ganske tilfreds med sin egen præstation i opgøret, og med sit sjette sæsonmål spiller den 24-årige offensivspiller sig tættere på en milepæl.
- Jeg har et mål om, at jeg gerne vil runde de ti mål, inden sæsonen er slut, og den går den rigtige retning lige nu.
For FA 2000-topscoreren vil det have kæmpe betydning, hvis klubben ender med at overleve i 2. division. Mandskabet har lige nu tre point op til Brabrand med seks runder igen.
- Det vil være kæmpestort. FA er en klub i rivende udvikling. Det er gået hurtigt, men vi har præsteret godt, men det er i svært FA p.t., fordi vi er ikke lige så ressourcestærke endnu som mange af de andre klubber. Vi spiller med det, som vi har, og det er selvfølgelig sindssygt godt, men hvis vi redder os fra nedrykning til 3. division, så er det kæmpestort, fordi vi fik en dårlig start i efterårssæsonen, hvor vi ikke fik så mange point og var uheldig i mange af kampene.
- Jeg synes, at vi skal rydde op fra efteråret, fordi det var ikke særligt godt. Så har vi også haft et bedre hold efter nytår, synes jeg. Der er dygtige spillere, siger Hamid Khalidan til bold.dk.
FA 2000 skal i næste runde en tur til Kolding, og den kamp bliver fløjtet i gang fredag 13. maj klokken 18.


FA 2000
2. division








