2024-09-10 16:00:00

Lægetjek advarede: EfB tog risikoen med Hvidt

Trods et par advarselslamper ved lægetjekket valgte Esbjerg fB at skrive en treårig kontrakt med Benjamin Hvidt, der nu er ude i resten af sæsonen. Det fortæller Jens Hammer til Bold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 9. runde

FT

EFB

4 - 3

B93

Historien om Benjamin Hvidt er næsten ikke til at bære. 

Den 24-årige midtbanespillers seniorkarriere har været plaget af den ene alvorlige skade efter den anden, og for nylig gik det igen, igen galt. 

Hvidt måtte den 24. august udgå med en skade i Esbjergs hjemmekamp mod HB Køge, og da klubben et par dage senere fik svar på scanningerne, var det med en dyster konklusion. 

Færdig for sæsonen. 

For tredje gang i sin karriere er Benjamin Hvidt ramt af en alvorlig knæskade, og selv om dommen efterhånden er et par uger gammel, gør den stadig ondt på Jens Hammer.

Det fortæller EfB-direktøren i et interview med Bold.

- Vi er rigtig ærgerlige over det. Jeg har været vild med Benjamin, siden han som helt ung slog igennem oppe i AGF. Han er bare en dygtig, dygtig spiller, siger Hammer. 

Lægetjek advarede
Det er ikke til at forudsige, om en spiller bliver skadet, men i Benjamin Hvidts tilfælde var Esbjerg allerede ved den treårige kontrakts indgåelse klar over, at risikoen for et uheld var en anelse større. 

Troen på det uforløste talent vejede dog tungere end frygten for en ny skade. 

- Det siger sig selv, at når en så ung og talentfuld spiller på 24 år havner i EfB, så er det, fordi der er et hvis, og det hvis kendte vi udmærket. Hans knæ var udsat. Det vidste vi godt. 

- Lægetjekket sagde samlet set, at alt var ok, men at hans knæ var lidt løst, og derved var der en risiko. Den risiko valgte vi at tage, fordi han er så talentfuld. 

- Det viste den sidste kamp, han spillede, jo også. Mod HB Køge lignede han virkelig en Benjamin Hvidt i omdrejninger igen. Så det var lidt af et slag for os, men ikke mindst for knægten selv, siger Jens Hammer. 

Kender processen
Med det uheldige skadesforløb in mente er det naturligt at tænke på, hvad der skal ske med Benjamin Hvidt ovenpå det nye uheld. 

Hovedpersonen har endnu ikke ønsket at stille op til interview, men ifølge Jens Hammer har han for nuværende givet udtryk for en lyst til at tage kampen op. 

- Han har været i klubben stort set hver dag, siden det skete. Han var også med til fan-aften i går, hvor han fik et af de største bifald fra cirka 400 deltagere, så han er utroligt populær i EfB. Alle har jo ondt af ham.

Hvad er udsigterne herfra?

- Det skal du snakke med Benjamin selv om. Det, han har sagt til os, er, at han er fuld af gåpåmod. Han kender proceduren og ved, hvad han skal igennem, afslutter Hammer. 

Benjamin Hvidt har kontrakt med EfB til 2027.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 9. runde

FT

EFB

4 - 3

B93

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer