- Svært.
Så kort svarer Johan Larsson svenske Fotbollskanalen, da han bliver spurgt til, hvordan det er at holde humøret oppe i den nuværende situation.
De sidste otte kampe for Elfsborg er den tidligere Brøndby-profil nemlig blevet degraderet.
Efter den tidligere AaB-træner Oscar Hiljemarks indtog i Allsvenskan-klubben er klubkaptajnen Larsson blevet sat, og torsdag fik han sit blot andet indhop siden maj.
Her vandt Elfsborg 2-0 over Sheriff Tiraspol fra Moldova, og Johan Larsson kom ind til de sidste 11 minutter på banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Svenske Fotbollskanalen spurgte efter de tiltrængte minutter Larsson ind til den manglende spilletid.
- Det er klart, at jeg gerne vil spille mere. Jeg har ikke så meget mere at sige end det. Det, vi siger, bliver internt, siger den svenske back til Fotbollskanalen.
Adspurgt om han har prøvet lignende før, lød svaret:
- Jeg var i Frankrig (Guingamp) i en periode, men der var det klart, at betingelserne var anderledes. Jeg kom fra nul. Nu er jeg gået fra at spille alt til stort set ikke at spille noget. Så nej, den situation har jeg ikke været i før, siger han.
34-årige Johan Larsson skiftede tilbage til Elfsborg fra Brøndby i 2020, og han står i alt noteret for 334 kampe for klubben.
Den 31. december i år udløber anføreren nuværende aftale.

Elfsborg
EL-kval







