Det var hurtigt ind og meget hurtigt ud igen for det danske landshold i Serbien.
Landsholdet ankom søndag over middag og fløj hjem fra Nis, der lå 45 minutters kørsel fra Leskovac, hvor kampen blev spillet.
Landsholdstruppen lettede ved 02-tiden med kurs mod Kastrup natten til tirsdag.
Efter nulløsningen og pladsen i Nations League-kvartfinalen blev sikret, var der ikke meget tid til at fejre triumfen for de danske spillere.
For de havde meget travlt med at komme hurtigt ud af Serbien igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

De landede i Kastrup kl. 04.30, hvorefter spillerne skulle på hotel i nærheden af lufthavnen, inden de tirsdag kan flyve hjem til deres klubber rundt i Europa.
De senere år har det ikke altid været normalt for landsholdet at rejse direkte hjem efter kampene.
Da Danmark spillede i Schweiz, rejste spillerne selv hjem til deres klubber fra Zürich. Når de befinder sig i nærheden af store, internationale lufthavne, er det nemmest, at spillerne rejser hjem hver for sig.
Betingelserne var bare meget anderledes i Serbien, hvor Danmark spillede ude på landet hele 300 km. fra hovedstaden, Beograd.
Derfor blev det besluttet, at hele landsholdstruppen rejste samlet til København, inden de blev skilt igen.
Fra tiden med Morten Olsen som landstræner, rejste holdet altid retur til Danmark direkte efter kampene. Ofte satte de fødderne på dansk jord ved fem-tiden om morgenen.
Så kunne du køre én time i bus til Helsingør, inden de kunne ramme puden på hotelværelset.
Det er en del år siden, at landsholdet tog rutefly til kampene. Nu er det en led i aftalen mellem DBU og Spillerforeningen, at de flyver i en chartret maskine, så de ikke skal bruge for meget spildtid i lufthavnen.
Derfor kan DBU i princippet næsten selv bestemme, hvornår de vil flyve til og fra kampene.
Det danske landshold samles først til marts, hvor de spiller to kvartfinaler i Nations League. Den første kamp er på hjemmebane og siden venter en udekamp få dage senere.
Modstanderen bliver enten Tyskland, Frankrig og eller Portugal.


Danmark
UEFA Nations League A







