
Emiliano Martínez har efterhånden prøvet en del.
Særligt på det argentinske landshold har den 32-årige målmand nydt stor succes ved både at vinde Copa América og VM, og nu kan han også prale af at have holdt buret rent mod Bayern München i Aston Villas første Champions League-hjemmekamp i 41 år.
Det var da også en særdeles stolt og imponeret keeper, der efterfølgende stillede op til interview.
- Det er uvirkeligt, for at være ærlig. Det er den mest larmende atmosfære, jeg har oplevet på Villa Park i min tid i klubben – det er helt sikkert. Det gjorde ondt i mine ører på visse tidspunkter, siger Martínez ifølge TNT Sports.
- Det er en klub, der bevæger sig fremad. Det er den primære grund til, at jeg bliver her. Jeg elsker at spille her, og jeg elsker fansene, så dette er en god sejr for dem.
Artiklen fortsætter efter billedet

Martínez havde i tillægstiden en flot redning på et forsøg fra Harry Kane, og den kommer som følge af knoklen på træningsbanen.
- Jeg ved, at Harry Kane altid rammer målet på et tidspunkt i løbet af kampen. Jeg har arbejdet meget med bevægelse og positionering, og jeg synes, det bar frugt i dag.
Aston Villa vandt noget overraskende onsdagens opgør med 1-0.
Du kan læse meget mere om kampen her og se Jhon Dúrans matchvinder-mål øverst i denne artikel.

Aston Villa
Champions League











