AGF hentede en spændende tilføjelse til midtbanen i slutningen af sommerens vindue.
Og søndag fik 21-årige Kristian Arnstad sin første kamp fra start for Uwe Röslers mandskab, der spillede 0-0 i Lyngby.
Trods pointtabet viste Arnstad særligt i første halvleg prøver på sit store talent, og han har indtil nu gjort et rigtig godt indtryk på anfører Patrick Mortensen.
- Han er en dejlig spiller. Han er en dejligt dynamisk spiller, som har et godt overblik og en god førsteberøring. Han kan sætte en mand, er god i kombinationsspillet, og så arbejder han hårdt.
- Jeg forventer mig meget af ham. Han har set rigtig god ud, og jeg er glad for, at han er kommet ind på holdet, siger Mortensen til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Cheftræner Uwe Rösler roser også Arnstads præstation.
- Virkelig god. Den måde han startede kampen på og generelt i første halvleg var virkelig godt. I anden halvleg blev han mere stille sammen med resten af den side. Felix med hans ting, og AJ (Jonas Jensen-Abbew, red.) spillede nogle gange for forudsigelige bolde.
- Jeg ville gerne skifte dynamikken i højre side, og det var derfor, jeg skiftede ud. Det havde intet med præstationen at gøre, for jeg var virkelig glad for den, siger Rösler.
Tidligere har det lydt, at AGF betaler i omegnen af 15 millioner kroner for Kristian Arnstad, der kom fra Anderlecht.
I den belgiske storklub nåede den norske U21-landsholdsanfører 68 kampe.

AGF
3F Superliga










