Janus Drachmann siger farvel til fodbolden.
Den 35-årige midtbanespiller annoncerede tirsdag karrierestoppet, hvor hans sidste klub var AC Horsens. I klubben hvor det hele startede tilbage i 2006.
Derudover har han været forbi Sønderjyske, FC Midtjylland og OB, og det har været en tur i fodboldmøllen, der glæder Drachmann.
- Jeg vil bare af hjertet sige tak for alle de oplevelser, jeg har fået her og i de andre klubber, jeg har været en del af.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er et eventyr, der er slut nu, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu, for det er meget nyt, men jeg er meget overvældet af følelser, tanker og spørgsmål.
- Når folk hører mit navn, så bliver jeg identificeret med en fodboldspiller, og det er der ikke noget dårligt ved, men det er slut nu for mig og min familie.
- Jeg skal lige finde fodfæste i det, for det er meget specielt, men det vigtigste er at sige tak for oplevelserne. Jeg er meget stolt og glad for, at jeg har udlevet min drøm, siger Janus Drachmann til klubbens hjemmeside.
Det blev til 251 kampe for AC Horsens, 79 for OB, 53 for Sønderjyske og 48 for FC Midtjylland.

AC Horsens
NordicBet Liga






